Enneagram type 7

Generelt om enneagram type 7

Enneagram type 7 ser alt fra en positiv vinkel og elsker at have mange muligheder. De kan ikke lide at føle sig begrænset af aftaler og procedurer. De er optaget af at fantasere om ideer og planer, som ikke nødvendigvis bliver realiseret. De er fascinerende og gode til at blive begejstret og skabe begejstring hos andre, og de elsker at lave ”sjov og ballade”. De fremstår derfor oftest som positive, mulighedsorienterede, lette og charmerende personer, der altid har mange bolde i luften, og som overvejende griber de bolde, de har lyst til at gribe. Resten falder til jorden.

At opleve begrænsninger for Enneagram type 7 er noget af det værste, type 7 kan forestille sig. Det kan være svært for syveren at blive i nuet, fordi de i deres hoved altid er et eller flere skridt foran og derfor hele tiden klar til at gå videre.


Hvis du kan genkende følgende, er du muligvis enneagram type 7

  • Det er naturligt for dig at være i godt humør
  • Du forstår ikke andres tungsind og manglende optimisme
  • Du har en fantastisk evne til at sætte ting/ideer sammen på nye måder
  • Når du oplever noget følelsesmæssigt ubehageligt, slipper du det hurtigt og er videre
  • Du får ofte at vide, at du er ungdommelig og holder dig godt
  • Du søger nye oplevelser og udfordringer
  • Du kan tale dig ud af hvad som helst og er typen, der kan sælge ”sand i Sahara”
  • Du har en let og humoristisk tilgang til livet
  • Du fremstår energisk og har ofte mange ”bolde i luften”
  • Projektet eller ideen er vigtigere for dig end at fuldende det
  • Du er hurtig, forandringsvillig og deltagende og ikke bange for at løbe en risiko
  • Du vil typisk sige: ”Hvorfor bide i det sure æble – når der er søde”?
  • Du laver ubevidst positivt spin på alt – omskriver alt negativt til noget positivt
  • Du har fokus på egne behov og egne muligheder
  • Charmerer i første omgang, hvis de presses
  • Du har ofte en fyldt kalender – elsker at planlægge (nye muligheder) – fremme i tid
  • Du er strategisk og oftest handlingsorienteret
  • Du er mere i helikopterperspektiv – og mindre i detaljer
  • Du fascineres nemt af nyt – mennesker, ting, oplevelser m.m.
  • Du ønsker at forblive i godt humør og er god til at peppe en stemning op
  • Du kan indimellem undres over mennesker, der oplever livet problematisk og tungt

Enneagram type 7 og samarbejde

Enneagram type 7 er hurtigt opfarende og meget optimistiske på egne og andres vegne, og de evner at se mulighederne i det meste. For type 7 er det underordnet, hvem der får ideen, bare den er sjov og underholdende. De samarbejder bedst, hvor stemningen er sjov og let. Opgaven eller menneskerne skal gerne være spændende, ellers risikerer syvere at smutte.

Enneagram type 7 sikrer innovation og udvikling, og at det ikke bliver kedeligt eller tungt. De er hurtige til at få overblik og gode til at udvikle overordnede strategier og er også gode ”networkere”.

Bidrag til teamet som Enneagram type 7

  • Ved brainstorming, opstartsfaser og kick off møder, er syveren på hjemmebane
  • Mulighedsorienteret og iderige
  • Entusiastiske, forførende og optimistiske
  • Sætter gang i processer

Indre dialog som Enneagramtype 7

Jeg vil opleve alt, og have min frihed, jeg har det fint og fortjener det, jeg vil have

Enneagram type 7 og konflikter

Enneagram type 7 bliver presset af kedelige rutineopgaver, eller hvis de oplever, processen går i stå og vil derfor forsøge at undgå det ubehagelige, ved f.eks. at flytte sig fysisk eller arbejde med at planlægge noget andet i tankerne. De er gode til at forklare grunden til deres adfærd og har mange forklaringer, hvis der bliver stillet spørgsmål til dem. Andre kan opleve dette som bortforklaringer. Andre kan tit blive forvirret og tro, at de skal tage stilling til alle syverens ideer, og at de alle skal føres ud i livet. Det er slet ikke nødvendigt. For syveren er nogle af dem blot ideer.

Type 7 undgår situationen ved at tænke i behagelige alternativer, og de omskriver det negative til noget positivt. Lykkes dette ikke, kan syveren til hver en tid forklare det logiske og åbenlyse i egen adfærd. Presses syveren meget, vil andre blive beskyldt eller fordømt – ”jeg har ikke gjort noget galt”.


Primær motivation og fokus for Enneagram type 7

  • Behov for at være glad, let og have muligheder
  • Drømme og planer om nye og spændende ting og oplevelser er indimellem sjovere end virkeligheden
  • Jeg har fortjent at få opfyldt alle mine behov ... Nu!
  • Jeg begår stort set ikke fejl


Enneagram type 7, når de er i overskud

Her er Enneagram type 7 mere tilstede i nuet, de evner at være personligt nærværende og går ned i tempo. De nyder enkelthed og ”simple living”, og de evner at gøre noget ved de realistiske ideer og kan være vedholdende i processen.

Type 7 bliver mere tilbagetrukne og nyder at have tid til eftertænksomhed. Her bliver type 7 også mere favnende og beskyttende. De er stadig direkte i deres tale, men det er på en mere tryg og venlig måde, og de er mere nænsomme i deres kommunikation. Det er også her, andre oplever syveren som værende mere seriøs.


Enneagram type 7, når de er under stort pres

Oplevelsen af at være begrænset eller blive udsat for uretfærdig kritik kan presse Enneagram type 7 voldsomt. Først vil de intensivere deres forsøg på at omskrive det skete til noget positivt og mulighedsorienteret. Fortsætter presset på trods heraf, vil de prøve at charmere sig ud af problemerne. Virker charmestrategien ikke, bliver de ellers så lette og positive syvere stadig mere harmfulde, påståelige og perfide. De har svært ved at erkende egne fejl og indrømmer kun fejlen, hvis den kan bevises, ellers er det aldrig sket. I stedet fejlfinder de hos andre, og de kan af andre opleves som værende helt uden realitetssans.

Vil du lære mere om Enneagramtyperne og Enneagrammet?

Vil du lære mere om Enneagrammet og hvad du kan bruge det til i relation til dig selv og andre? Så tag et af vores mange kurser eller uddannelser i Enneagrammet. Du kan få mere yderligere information om vores kurser og uddannelser i Enneagrammet på nedenstående links.

RESKO´s Enneagram kurser >>>

RESKO´s Enneagram uddannelser >>>

Ny bog om Enneagramtyperne

Hvis du ønsker mere viden om de forskellige enneagramtyper, kan du bestille vores nye bog via nedenstående link.

 Ny bog om Enneagrammet - Bestil bogen her